2. hus
2. hus handler om ressourcer og værdier. Dette inkluderer også de rent faktuelle penge. Så her ser vi hvordan økonomien fungerer. Hvordan tjener man sine penge og hvordan bruger man dem. Tenderer man til at bruge flere end der er, eller gør man det modsatte?
Men ressourcer og værdier er også langt mere end bare penge. Vi ser også de rent fysiske ejendomme (dog ikke jord og huse), altså de ting man ejer, som jo både kan have en økonomisk værdi, men også kan have en emotionel værdi. Det kan være smykker, møbler, kunst, bil, båd, tøj osv. Hvordan en person værdsætter sine ejendele, og hvilken form for værdi der er vigtigst (emotionelt eller faktuelt) tolkes også ud fra 2. hus.
Vi ser også vores overskud og kræfter til at gøre noget i livet. Det er i 2. hus, at vi går hen og henter den energi der skal bruges når der skal udrettes noget. Så 2. hus er både vores opsparing i banken og også vores eget indre energi batteri.
Når man taler om værdier så handler det også gerne om selvværd, og netop selvværdet ses også i 2. hus. I hvor høj grad sætter vi pris på os selv, og hvordan værdsætter vi det menneske vi er.
I urhoroskopet har 2. hus hjemme i Tyren hvor Venus er hersker.