Sådan ser andre en Skorpion
Skorpionens omgivelser er ofte meget optaget af at finde ud af, hvad du tænker. Det er nok fordi du er så hemmelighedsfuld og ikke gerne røber, hvad der foregår i dit indre. I en gruppedynamik er det ofte dig, der er gruppens ”guru” – den der har nærmest mystiske fornemmelser om fremtiden og en ufattelig indsigt i andres motivationer.
Du er berømt for din sensualitet og mystik, så andre fantaserer højst sandsynligt om at have dig som elsker. Det er således nemt for dig at opbygge et følge af mennesker, der ser op til dig, både intellektuelt og følelsesmæssigt, og du nyder den kontrol, det giver.
Din trang til at kontrollere alt og alle gør naturligvis, at andre ofte opfatter dig som overkontrollerende og overambitiøs, måske endda magtsyg, men samtidig ved de, at de kan stole på dig, fordi du aldrig lover noget, du ikke har tænkt dig at holde.