Løven og kærligheden
Løvens stjernetegn styrer hjertet, og således er Løven den mest lidenskabelige af alle stjernetegnene. Du er passioneret lige fra starten af et forhold, du falder hurtigt og hårdt for den anden, og du lægger aldrig skjul på din forelskelse. Med andre ord – du giver meget men forventer også meget igen.
Din vitalitet og lyst på livet og kærligheden gør dig til et charmerende møde, og inden længe – og næsten uden at din partner lægger mærke til det – har du formået at overtale ham/hende til at synes om alt det, du synes om.
Det er din entusiasme og livfuldhed, der gør det. Du påvirker simpelthen din kæreste i ”din” retning, så I snart deler de samme interesser og nyder de samme ting. Og det er faktisk godt for jer begge – og jeres kærlighed. For Løven har behov for at dele så meget som muligt i livet med den, han eller hun elsker.
Det er Løven, der er bestemmende i et forhold, der sætter farten. Det kan godt virke lidt overvældende, når Løven ruller sig ud med sin store personlighed og kærlighed til livet og lidenskaben, men de fleste finder ingen grund til at klage, fordi Løven netop sørger for, at scenen er sat til romance og lidenskab – både i soveværelset og udenfor.
Din trang til at blive beundret og bemærket hele tiden fornægter sig naturligvis heller ikke, når du er i et forhold, og din partner vil derfor gøre godt i at huske at stryge dig med hårene og give dig al den opmærksomhed, du forventer. Men gør han/hun det, er du til gengæld også en spændende og forførende kærlighedspartner.
Løven og Kærligheden – Helt specifikt
Den charmerende Løve kan sno hvem som helst om sin lillefinger, men betyder dét, at han eller hun nemt kan finde en livspartner? Løvens store udfordring er at finde en partner, der kun har øje for ham og helst ikke har mange andre interesser i livet. Kan det lykkes? Se med herunder for at finde ud af hvilke stjernetegn, der bedst passer sammen med Løvens tegn.