Par med en kvindelig Jomfru
Den kvindelige Jomfru holder udadtil følelserne under kontrol, men bag facaden raser de følelsesmæssige elementer, uset for andre. Så lad dig ikke narre af Jomfruens udadtil rolige og nogle gange fjerne personlighed. Hendes tilsyneladende ro og afslappethed tjener kun til at skjule hvad der foregår indeni, og det gør Jomfruen til et yderst konfliktfyldt stjernetegn.
Hun kan være svær at blive klog på, og mange mænd vil da også bare tro, at hun er kold, men det er slet ikke tilfældet. Den kvindelige Jomfru er simpelthen mistroisk og endda lidt bange for følelser. Hun elsker kontrol, og for hende betyder følelser mangel på kontrol, at hun er prisgivet noget, der ikke kan organiseres eller rationaliseres som så meget andet kan.
Men trænger du først ind til hende og vinder hendes tillid, vil du finde ud af, at hun har meget kærlighed at give. Du vil også finde ud af, at selv om Jomfruen af nogle beskrives som frygtsom, undvigende og reserveret, er det ikke rigtigt. Hun bliver blot misforstået.
Hvad Jomfruen har er selvbeherskelse. Hun har ganske enkelt selvdisciplin nok til at kunne kontrollere sine følelsesmæssige udbrud.
Som alle Jordtegn er Jomfruen en mystisk blanding af noget sensuelt og noget konservativt. Den kvindelige Jomfru kan synes nok så godt om dig – og hun kan lide mænd – men hun er forsigtig med at blive for involveret, og hun sætter ligesom et skjold op for at beskytte sig selv.
Sangen ”Din mund siger nej-nej, dine øjne siger ja” kunne sagtens være skrevet om Jomfruen, for det er ofte sådan, hun opfører sig. Hendes øjne og krop kan sagtens røbe hendes stærke tiltrækning til dig, mens hendes adfærd samtidig er reserveret.
Hun er længe om at blive forelsket, for hun vil gerne være sikker på, at du er den rette – og sikker på at hun kan stole på dig. Så hun holder flugtdørene åbne, hun er forsigtig med ikke at indgå nogen forpligtelse, indtil hun er overbevist om, at du er den rette.
Hun er også kræsen og foretrækker at være alene frem for at være sammen med den forkerte mand. Og hun venter gerne, for hun tror på ægte kærlighed. Så Jomfruens kølige ydre kan egentlig hjælpe hende med at holde ”ulvene fra døren”, til hun finder sin mand.
Når hun så til gengæld har fundet den rette, er hun ikke bange for at vise sin kærlighed. Hun elsker at gøre sin mand glad og kan være enormt sensuel, eksperimenterende og spændende i sengen.
Men pas på ikke at slappe af, for du kan aldrig tage hende for givet. Hun skal kontinuerligt vindes, glædes, tilfredsstilles. Gør du det, vil Jomfruen være en fantastisk investering i livslang kærlighed, loyalitet og lykke.