Tyren

Er du tyr?Tyren – 20. apr. – 20. maj

Tyren er rolig, stabil og tålmodig – men kan også være stædig. Du holder af ejendele – så meget at du holder fast med næb og kløer til det, som er dit. Du søger nemlig sikkerhed og bestandighed, lige så meget som nydelse og selvforkælelse.

Tyren har det bedst omgivet af personer eller genstande, der har til formål at fremme din nydelse og dit velbefindende.

Sanseligheden og det æstetiske er livets omdrejningspunkt, og Tyren opsøger til enhver tid den umiddelbare nydelse i sine omgivelser. Materielle goder, og heriblandt meget gerne en flamboyant og nydelsesfikseret livsstil; ja, alt der kan medvirke til at bringe sødme ind i hverdagen, er bestemt heller ikke at kimse af.

Tyren er kort og godt en sand livsnyder.

Den lyse side af Tyren

Som Tyr er du praktisk, blid og poetisk anlagt, og når du opleves som stædig, bunder det i virkeligheden i et inderligt og dybfølt behov for, at tingene bare skal glide og skabe mindst muligt besvær.

Du er mild af natur og opfattes også som både venlig og, for det meste, samarbejdsvillig og loyal. Du er villig til at rette ind, når bare det endelige mål er klart og i god tråd med dine værdier og fører til en passende ….. belønning.

Men du er også den person, andre holder sig til, når tingene er vanskelige. For du mestrer kunsten at blive ved at mase fremad, når alle andre har givet op. Din vedholdenhed er din succes.

Hvor andre sætter det første spadestik, er det Tyren, der følger efter og bygger hele byer, plejer jorden og sætter alting i system. Din utrættelige indsats og tålmodighed giver resultater på den lange bane. Du er møjsommelig, når ruten er lagt, og i og for sig er det vel svært at bebrejde dig, at du mener, at du har fortjent lidt forkælelse for dine strabadser, når du når i mål?

Grunden til dit markante fokus på belønning skal findes i det faktum, at du som Tyr er styret af Venus. Og ved man lidt om hende, så ved man også, at hun ikke benægter sig selv mange ting. I romersk mytologi var Venus kærlighedens, skønhedens og nydelsens gudinde, og langt hen ad vejen har Tyren taget over, hvor den prægtige og underskønne gudinde slap.

Hvor mange ved første øjekast vil dømme dig som værende overfladisk og materialistisk, så er sandheden faktisk den, at du som Tyr slet og ret er inderligt optaget og tiltrukket af alt det skønne og det smukke. Der er ikke meget ondt gemt i dig, og det skønne forbinder du også med et trygt hjem og et godt forankret og tæt forhold med din partner.

Og det er netop forankringen og sikkerheden, der gør dig mest glad. For lige så god du er til tålmodigt at klø på, selv i svære tider, lige så meget holder du af at læne dig tilbage og nyde det, når permanensen igen får hold, og du kan se dig om blandt dine mange smukke ejendele.

Tyren er den perfekte vært(inde) – du elsker at dele din nydelse af de gode ting i livet med dem, du holder af, og du gør meget ud af det. God mad, gode vine, smykke omgivelser – lige så meget som du selv holder af dem, holder du også af at vise dem frem og dele dem (så længe du ikke føler, du mister noget ved det).

Den mørke side af Tyren

Selv om Tyren i de fleste situationer virker blid og tålmodig, er det ikke i alle tilfælde, du tager let på tingene. Tyren kan bestemt blive stædig og tage affære, såfremt tingene ikke går som planlagt.

Og når andre bliver forført af din blide og fredselskende personlighed, ved de måske ikke hvilken vulkan af indre følelser, din rolige overflade skjuler.

Du er lidt som den fredelige tyr på marken – du søger ikke at udfordre andre, men hvis andre udfordrer dig, er det risikabelt for dem. Din stædighed og vedholdenhed kan nemlig være ualmindeligt effektive ”våben”, når den indre vulkan tager over.

Lige som du gemmer på den voldsommere side af dig selv, har du det også med at skjule dine øvrige følelser for andre. Din person er privat og selvstændig, og andre kan godt føle, at de ikke rigtigt kender dig, selv efter mange års bekendtskab.

Du har en grundlæggende holdning om, at hvis alting fungerer udmærket, som det er, hvorfor så lave om på noget. Den konservatisme og træghed kan godt virke som en rød klud på andre, der ønsker fremgang og forandring. Og du er rigtigt god til at grave hælene ned og stå imod.

Det giver sig også udtryk i din tendens til at virke mistænksom, påståelig og dogmatisk. Du er den stille type, men din tavshed kan sagtens være et skjul for både jalousi og rivaliseren. Og du kan være ualmindeligt bidsk, når du føler, at du eller din sikkerhed er truet.

Din livsnydende personlighed betyder også, at du har en tendens til selvforkælelse og måske ligefrem dovenhed til tider. Det kan gøre, at andre har svært ved at få sat dig i bevægelse, og derfor kan du godt virke indelukket og statisk på andre.

Tyren
3.93 (78.67%) 105 Stemmer