Sådan ser andre en Tyr
Andre ser dig som en rolig person, en person de kan stole på. De beundrer dig for dit organisationstalent – du er bl.a. en stor listeskriver – og den måde, du aldrig glemmer selv den mindste detalje.
Fordi du i bund og grund er en privat person, er det ikke mange, der ved, hvor følsom du er, og hvor let du kan blive såret. Det evner du at skjule et langt stykke hen ad vejen, mens det – uset for andre – ulmer i din indre vulkan.
Der er ingen, der er i tvivl om din gode smag og din æstetiske sans. Når du byder vennerne på middag, ved alle, at bordet vil være smukt dækket, maden flot anrettet, og alt vil være perfekt – inklusive din fremtoning.
Du har gode instinkter, når det handler om penge – også selv om du godt kan lide at købe gode ting, luksusvarer. Derfor søger mange dit råd, hvis de har et spørgsmål om penge eller investeringer.
Det, andre måske kan opfatte som et negativt træk hos dig, er din hang til at være dogmatisk. Det kan godt være, du har ret, men andre kan ikke forstå, hvorfor du er så ufleksibel i din måde at fastholde ”reglerne” på.