Kardinal

Kardinal

Den kardinale energi er igangsættende og initiativtagende. Her skal der ske noget, og det skal helst være nu.

Kardinale mennesker er rigtig dygtige til at tage handling og sætte i gang. Når de taler om, hvad de godt kunne tænke sig, så går der ikke længe før det første skridt er taget. Disse folk er hurtige til at komme ud af starthullerne og har det egentlig bedst, hvis de er i gang med at starte på noget nyt.

Hvor andre mennesker kan tale længe om, hvad de har tænkt sig, eller hvad de ønsker at gøre, så er den kardinale person den der siger ”så går vi i gang”.

Der er meget kort fra tanke til handling, hvorfor det heller ikke altid er specielt gennemtænkt, det, der bliver sat i værk. Målet er heller ikke, at alt skal lykkes og der skal skabes fine resultater, for den kardinale person venter ikke på at se, hvad udbyttet bliver, han eller hun er nemlig allerede godt involveret i et nyt projekt og har som oftest undervejs tabt sin interesse for det gamle projekt.

Tålmodighed er en udfordring for den kardinale energi, her skal ting nemlig gerne gå hurtigt.

Mennesker med meget kardinal energi er hurtige på aftrækkeren og trives på ingen måde i et miljø, hvor der skal tages hensyn og ventes til at alle er med. Samarbejde kan de godt, hvis altså det er på deres præmisser, og ellers tenderer de ofte til at blive dem der stykker ordrer ud til andre.

 

Den kardinale iværksætter

Erhvervsmæssigt trives den kardinale energi rigtig godt med at være iværksætter, og det kan være inden for alle former for brancher.

Disse mennesker tænker hurtigt og er ikke bange for at prøve deres ideer af. Der er ambitioner og lyst til at skabe. De er arbejdsomme, især i den første fase af et nyt projekt, og har drive og gå på mod. Det kan være en fryd at arbejde sammen med en kardinal person, når altså bare der er plads og rum til handlinger, og personerne ikke skal gå på kompromis med sine tanker og ideer. Derfor er disse mennesker også tit ledere eller selvstændige, for der kan de selv bestemme tempoet og slagets gang.

Der er mange måder man kan være kardinal på. Nogle gør det med bål og brand, se mig, hør mig, mens andre går meget mere roligt til værks, og handler mere usynligt, men får alligevel sat gang i noget nyt og får taget styring.

 

Udfordringen i det kardinale

Stædighed og ufleksibilitet er nogle af de mere kritiske ord der bliver sat på denne energi.

Når først en kardinal person har fået sin ide, så kan det være rigtig svært at lave om på den igen. I de ekstreme tilfælde kan det næsten blive en tvangstanke at ideen skal føres ud i livet sådanne som de har tænkt sig, og det koste hvad det vil.

Det gode ved den kardinale energi er at livet bliver prøvet og testet. Folk med meget kardinal energi taler ikke kun om deres drømme, de får dem også ført ud i livet eller i hvert fald prøvet af.

De kardinale tegn er Vædderen, Krebsen, Vægten og Stenbukken.