4. hus

4. hus starter med det punkt der kaldes IC og som står overfor MC. IC og 4. hus er vores ståsted og rødder i livet. Det er vores fundament og det vi bygger vores liv på. Derfor er 4. hus naturligt også vores hjem og bolig.

I 4. hus ser vi hvordan vi bor. Altså hvilken bolig vi vælger og hvordan vi indretter den. Hvilken stemning der råder i hjemmet. Vi ser også, hvordan vi er omkring vores bolig og faste ejendom. Passer vi godt på den og sørger vi for at huslejen altid er betalt, eller er vi impulsive og flytter tit, og har svært ved at få styr på lejeaftaler, skøder og dokumenter?

4. hus er ikke kun vores nuværende hjem, det er også vores barndomshjem og den familie vi kommer fra. Det er her vi ser vores nære familie og dem der har fostret os. I den klassiske astrologi sagde man at 4. hus er moderen, men i dag kan det ligeså vel også være faderen der er fundamentet i en familie. Det er den bærende sten, strukturen, fundamentet, den ansvarlige person der ses i 4. hus.

I urhoroskopet har 4. hus hjemme i Krebsen hvor Månen er hersker.

Giv din vurdering