Alle mennesker er unikke

Ja, vi ved det godt, vi alle er unikke. Det har vi jo hørt så mange gange, og alligevel kan det være lidt svært at forstå, når vi nærmer os 7 milliarder beboere på denne planet. Det tal er rent faktisk flere end den samlede mængde af mennesker der har levet før os. Det er ufatteligt, at vi kan være så mange og alligevel er hver af os noget helt specielt.

Så lad os starte et helt andet sted og anskue det derfra i stedet.

Et unikt skabt billede

Hvis vi forestiller os, at hver person er et puslespil. Hver brik i dette puslespil er en af de mange indflydelser, der tilsammen gør os til dem vi er. Vi har vores genetiske arv, det samfund vi vokser op i, vores miljø og kultur, familien, skolegangen, vennerne, religion, kærlighedsforhold osv. Og så er der selvfølgelig også vores fødselshoroskop, som også er en brik i dette puslespil.

Brikkernes størrelse og antal kan være forskellige fra person til person. Nogle brikker fylder mere end andre og er mere toneangivende for det motiv brikkerne til sammen former.

Det billede, der bliver formet af brikkerne i fællesskab, er den person vi er, og umiddelbart er der ikke to puslespil der former det samme billede. For nogle mennesker vil billedet være det samme stort set hele livet og ikke forandre sig. For andre vil billedet ændre form og farve i løbet af deres liv. For nogle mennesker er der enkelte brikker der er meget dominante og præger hele billedet, f.eks. barndommen og forældrene, mens for andre er denne brik knap så dominant og den bliver måske mindre og mindre som livet skrider frem.

Et eksempel på dette kan være en person som vi kalder en mønsterbryder, en person som evner at bryde den sociale arv fra deres forældre og gå deres egen vej, og dermed ændre formen og udtrykket i sit billede.

I horoskopet, som jo er en brik i dette puslespil, er det også muligt at se nogle af de andre brikker og deres indflydelse. F.eks. kan man se familie og opvækst i horoskopet, man kan se partneren, vennerne, skolegangen osv. Men der er også ting, man ikke kan se. F.eks. så kan man, når man ser et horoskop, ikke se om der er tale om en mand eller en kvinde, og det er ellers en ret så vigtig brik. Man kan heller ikke nødvendigvis se, hvilket land en person er født i, og det spiller jo også en stor rolle.

Når vi tolker horoskoper er det ofte det samlede billede af personen, vi forsøger at beskrive. Derfor er det også vigtigt for astrologen at have et kendskab til personen eller at tolkningen foregår i en dialog, for i så fald er tolkningen mere præcis og beskrivende af det fulde billede af personen.

Hvad med mennesker der fødes på smme tid – og tvillinger?

Når et menneske bliver født her på jorden, så er det øjeblik unikt for den person.

Astrologisk set er fødselsøjeblikket det der danner grundlag for personens fødselshoroskop, som er virksomt hele livet igennem. Men, når nu vi er så mange mennesker her på jorden, så er der flere der fødes på samme tid og nogle gange også på samme sted. Personer født samme tid og sted kaldes i astrologien for tidstvillinger. Tidstvillinger er to personer født med det samme horoskop. Men horoskopet er bare en brik i det puslespil der udgør vores liv. Der er også andre brikker så som Genetik, miljø og kultur. Altså det samfund vi fødes ind i spiller også en væsentlig rolle for, hvordan vi udvikler os og hvilke muligheder livet giver os.

F.eks. er der en verden til forskel at være født ind i en velhavende dansk familie og en flygtningelejr i Syrien. To personer med to så forskellige kulturer og samfundsmæssige miljøer kan godt have det samme horoskop, og så vil man se, at deres mulighed for at bruge deres personlige ressourcer er forskellige, deres muligheder i livet er ikke ens. Så her er der tale om to forskellige puslespil, der på trods af ens horoskoper, giver hvert sit liv.

Så det er ikke bare horoskopet der gør os unikke, det er også kombinationen af vores genetiske og sociale arv og de muligheder, vi får stillet til rådighed i kraft at den kultur og den familie, vi er født ind i.

Men hvad så med tvillinger? De fødes samtidig og har samme gener og familie og kultur. Her er der to personer med stort set ens puslespil og alligevel ved vi alle sammen godt, at tvillinger ikke er ens, de har hver deres personlighed og er unikke også selvom de ser helt ens ud. Tvillinger former sig efter hinanden, således at de tager hver deres rolle på sig i et sammenspil. På den måde bruger de deres horoskop forskelligt, i og med at de i situationen enten komplementerer eller udfordrer hinanden. Her er der tale om to puslespil, hvor brikkerne er stort set ens, og alligevel er motivet ikke helt nøjagtigt ens. Dette skyldes den særlige brik, som kan have en stor betydning.

En vigtig brik

En vigtig brik i puslespillet, som dog ikke anerkendes af alle, er at vi mennesker fødes med en sjæl og en ånd. Denne brik er for nogle mennesker meget essentiel og får en stor indflydelse i det samlede billede, mens for andre gemmer den sig i hjørnet og er knap synlig. Ånden er af guddommelig kraft og nogle hævder, at vores ånd har levet flere liv og vil overleve døden. Dermed kommer vores personlige karakter fra summen af erfaringerne fra de mange liv, der er levet tidligere. Teorierne og udlægningerne omkring vores sjæl og ånd er mange, men det der er fælles for stort set de fleste er, anerkendelsen af at med vores ånd er hver én af os mennesker unik og helt særlig.

Alle mennesker er unikke
5 (100%) 17 Stemmer