Hypnose
Hypnose er ikke kun en morsom leg, hvor en tryllekunstner får en gæst til at ydmyge sig selv på scenen foran familie og venner, men kan være mange forskellige ting.
De fleste har hørt om hypnose for at opnå rygestop, og det er da også en meget brugt form for hypnose. Men hypnose er meget mere end det og kan bruges som seriøs behandling af mange psykiske problematikker.
Hvad er hypnose og hvad kan du bruge det til?
Hypnose handler om at være i en tilstand, hvor du er modtagelig for, hvad en hypnotisør fortæller dig. Du skal være modtagelig og åben over for behandlingen uanset, om det er fordi hypnotisøren skal fortælle dig noget, du skal bruge i det liv – som f.eks. ved rygestop – eller om det er fordi hypnotisøren skal have noget at vide fra dig – som i terapi-øjemed.
At være under hypnose er en tilstand, hvor du stadig er ved bevidsthed, men har øget opmærksomhed på hypnotisøren og mindre opmærksomhed på det, der sker omkring dig. Du kan ikke blive hypnotiseret, med mindre du selv er indstillet på det. Et rygestop kan f.eks. heller ikke lade sig gøre, hvis du ikke selv har lyst til at holde op med at ryge.
Under den hypnotiske tilstand er du åben for, hvad hypnotisøren siger til dig. For eksempel i forbindelse med rygestop eller forskellige angstproblematikker og fobier, skal hypnotisøren ”indkode” nogle tanker hos dig. Det kan for eksempel være sætninger, som hypnotisøren siger til dig. ”Jeg er ikke længere interesseret i cigaretter” kan hypnotisøren f.eks. sige til dig flere gange, så dine tanker forandrer sig, og du kan tage afstand fra cigaretterne, der derved mister deres tiltrækning og magt over dig.
Både ved rygestop, fobier og angst kan hypnotisøren, når du er hypnotiseret, bruge positive og opbyggende sætninger til at sætte i stedet for de ubehagelige og negative tanker, du selv bærer rundt på.
Den hypnotiske tilstand gør dig også i stand til at fokusere præcist på noget specifikt – det kan være et minde eller en oplevelse – uden at lade din opmærksomhed blive forstyrret af ydre påvirkninger, og det kan være værdifuldt i forbindelse med hypnoterapi.
Hypnoterapi
Hypnoterapi er en terapiform, der kan bruges på mange niveauer. Den kan give ro og fungere som smertestiller, hvis du har tandlægeskræk, eller skal have mindre operationer. Terapien har også vist at have en god effekt på alkoholisme og rygestop.
Hypnose er bevist effektivt mod fobier, især de såkaldte simple fobier som skræk for edderkopper, slanger, klaustrofobi mv. og kan også bruges mod generel angst og dårligt selvværd.
Børn og unge kan også bruge hypnoterapi for eksempel til behandling af spiseforstyrrelser, OCD og panikangst. Præstationsangst/eksamensangst, stress, tinnitus, tics og søvnbesvær er også problematikker som hypnosen beviseligt kan afhjælpe.
I det hele taget er hypnose som terapiform et godt middel mod lidelser, der er direkte linket til det psykiske velbefindende. Den store bonus ved at bruge hypnose, i modsætning til andre terapiformer er, at der ses positive forandringer med det samme. Hypnosen er en hurtig måde at skabe tanke-forandringer på og dermed få positive resultater hurtigt.
Hvem udfører hypnose?
Hypnose udføres af hypnotisører eller hypnoterapeuter. I Danmark findes der forskellige uddannelser inden for hypnoterapi. Du kan finde en hypnotisør, der er certificeret, så du er garanteret en behandler, der er seriøs og kvalitetssikret af uddannelsesstedet.
Du kan for eksempel på foreningen for hypnoterapeuters hjemmeside finde en liste over certificerede hypnotisører i dit område. Ellers kan du søge på nettet over hypnotisører i dit lokalområde.
Det er en god idé at kontakte hypnotisøren enten telefonisk eller per mail, så du kan forklare om dit behov for behandling inden du booker en tid. På den måde kan du sikre dig, at hypnotisøren og du er enige om, hvad det er du skal have ud af behandlingen og hvordan det skal foregå.
Hvem bruger hypnose?
Hypnose er bestemt ikke for alle, selvom alle har mulighed for at afprøve det. For nogle er det at blive lagt i hypnose og blive guidet af et andet menneske fuldkommen grænseoverskridende, og ikke noget de har lyst til. Overvej nøje, om det er noget for dig at blive hypnotiseret.
Der er ikke nogen tvivl om, at hypnoterapi er en effektiv terapiform, men det skal passe til dit temperament og din tankegang.
Det er vigtigt at huske, der ikke er noget at være urolig for. Hypnotisøren kan ikke få dig til at gøre noget, du ikke selv vil. Hypnotisøren er ligesom enhver anden terapeut til stede for at hjælpe dig med at få bugt med dine problemer.
Du har mulighed for at se videoer af hvordan en hypnosekonsultation foregår, som kan gøre det mindre mystisk for dig. Kig med her.
Hvad koster det at få hypnose?
Det koster omkring 1000- 1200 kr. for 1-1½ times konsultation, hvor du både får en samtale med hypnotisøren og behandling. For at kommer fri af mange lidelser eller gener er det nok med en enkelt behandling, andre problematikker tager lidt flere behandlinger.
Der er nogle hypnotisører, der planlægger et forløb for din behandling og så betaler du en fast pris for den samlede behandling.
Flere hypnotisører tilbyder rabatter for studerende og pensionister mv.