Luft

Luft

Luft elementet er her og der og allevegne. Luften er det element vi kortest kan leve uden, og samtidig er noget vi ikke kan se eller tage og føle på.

I luft er mentaliteten stærk. Her tænkes der tanker og der jongleres med informationer. Luft mennesker er typisk meget optaget af den del af livet der foregår i hovedet. De er kvikke og hurtige til at opsnappe viden. De analyserer og sammenkæder informationer med deres intellekt og kan på den måde hurtigt orientere sig i hvad der foregår og hvad der er det seneste nye.

 

Det nøgterne Luft

Luft elementet bliver til tider beskyldt for at være overfladisk og koldt, men en mere sigende betegnelse at bruge kan være ”nøgtern”. Luft mennesker formår at se ting udefra og forstå hvilken sammenhæng en hændelse eller en situation opstår ud af. De forsøger at skabe sig et større billede og få indsigt i hvad der ligger bag og hvad der vil komme efter. De er derfor gode analytikere, og det netop fordi de kan holde følelserne ude af billedet i deres analyse. Dermed ikke sagt at de ikke føler og mærker, for det gør alle mennesker, men disse mennesker kan tage de objektive briller på og skubbe følelserne til side til senere.

I luft diskuteres og debatteres der på livet løs. Her elsker folk at give deres mening til kende og høre hvor andre står. Det kan godt blive hårdnakket og højlydt afhængig af stædigheden, men derfor kan man sagtens være de bedste venner igen, lige efter at stormen har lagt sig. I luft bæres der nemlig ikke nag, men der huskes hvad der bliver sagt og det skal nok blive pointeret, hvis du en dag skifter mening.

 

Højhastighed

I luft er der generelt en stor omskiftelighed, man kan gå fra det ene emne til det andet på et splitsekund. Når to luft mennesker mødes, kan de føre en samtale der går så hurtigt og spænder sig over mange emner at de fleste andre står af. Disse folk hersker den mentale dans, hvor der springes rundt mellem referencer til baggrundsviden og nye aktuelle emner. For en udenforstående kan man blive helt forpustet af at høre sådanne en samtale, og nogle vil måske hævde, at der bare er tale om en mental konkurrence om hvem der ved mest, men det er langt fra altid tilfældet. Luftmennesker nyder nemlig når de møder en ligesindet, hvor de ikke skal sætte tempoet ned, men bare kan give los på hjerneaktiviteten.

Sladder og smalltalk hører også hjemme her, og selvom ikke alle luftpersoner synes, at de skal nedlade sig til den slags ting, så gør de fleste det alligevel. Det er nemlig nysgerrige mennesker, der kan have svært ved at holder deres næse for sig selv.

 

Udfordringer i Luft

Udfordringen i luft er at få følelserne og intuitionen med. Disse mennesker er hurtige og forstår ikke altid at der kan ligge noget andet bag end det konkrete der bliver sagt. Dermed hænder det også, at de får trådt gevaldigt i spinaten i en social sammenhæng, simpelthen fordi de siger det åbenlyse, eller det de tænker uden at pakke det ind. Luft må hele tiden lære, at der er mere til livet og at tempoet nogen gange skal sættes ned, i hvert fald hvis de ønsker at omgås andre mennesker.

Luft tegnene er Tvillingerne, Vægten og Vandbæreren.