8. hus
8. Hus er et af de mere hemmelige og lukkede huse i horoskopet. Det er her vi gemmer vores hemmeligheder og skjulte sider. Alt hvad der skubbes ind under gulvtæppet ses i 8. hus. Det er et psykologisk hus med dybde og skjulte sider.
Tabuer og emner såsom døden gemmer sig i 8. hus. Huset i horoskopet viser, hvordan vi evner at gå ind i disse emner eller om vi helt generelt går udenom. I dette hus bliver livet mere sort og hvidt, her erkender vi virkeligheden og ikke bare det overfladiske liv. Det er vores psykiske kræfter og evner. 8. hus er også vores mere underliggende lyster og begær. Således ser vi også den skjulte seksualitet her.
8. hus handler også om andres menneskers penge og værdier modsat 2. hus der handler om vores egne penge. Dermed er det pengeinstitutter, realkredit, kommunen m.m. og det er også mennesker vi kender og deres formue. Vores partners økonomi (eller mangel på samme) ses også i 8. hus og de samme gælder for arv og pludselige gevinster.
I urhoroskopet har 8. hus hjemme i Skorpionen hvor Pluto er hersker.